Sundsøen og Sundbakkerne, Faaborg
I min barndom var her eng med græssende køer og om foråret engkabbelejer i tusindvis i og omkring de mange små vandhuller.
Min far, som var købmand i Bøjestræde i Faaborg, var egentlig uddannet landmand. Han elskede køerne, mens min mor især elskede blomsterne, som blev plukket og kom med hjem til hendes mange vaser.
Efter genetablering af Sundet er her et eldorado af fugle og skøn natur, som vi glæder os over på gåture flere gange om ugen og ofte med kameraet med.
Sundbakkerne med den skønne udsigt over Faaborg og Øhavet er et helt særligt kapitel, og Aage V. Jensens fuglefond har heldigvis sikret området for fremtiden. For hvert år bliver naturen her mere mangfoldig og ofte ses havørnen svæve højt oppe.










