Med lidt billedmanipulation får den 70 årige pludselig mulighed for at vende tilbage til barndommens “rum”
Topofili, smag lige på ordet et par gange. Det er et ord, som sjældent bruges, men jeg blev begejstret for ordet efter at have læst forfatteren Peter Høegs beskrivelse af et sted, som gav ham en særlig ro og mulighed for eftertænksomhed.
Britta Timm Knudsen har i Tidsskrift for litteratur og kritik (1999) et fint essay om “Fænomenologi og topofili”, som inspirerer til overvejelser over, hvilke steder, som betyder noget for den enkelte som subjekt: “Topofile steder står i kontrast til de indifferente steder. Topofilien udfolder sig i de poetiske billeder, hvor mennesket befinder sig i lykkelige rum, i gunstigt valoriserede rum, hvori man føler spatial velvære. Intense poetiske billeder, der vækker erindringer om intense tidligere rum, hvori jeg’et eller kroppen har følt sig i kontinuitet med dét uden for det konkrete rum”.
Steder og rum giver muligheder for sammenligning og overvejelser af en anden art end den altid hastigt fremadskridende tid, og i interaktionen mellem beskuer og billede vil der ofte opstå noget helt nyt og uventet.